
Hvad er DLP, og hvorfor dataklassificering kommer først
Hvad er DLP? Data loss prevention er software, der opdager følsomme data, som er ved at forlade organisationen, og derefter logger, advarer brugeren eller blokerer handlingen. Det virker først, når man har besluttet, hvad der er følsomt. Derfor starter et DLP-projekt med dataklassificering, ikke med regler: fire labels og en aftale om, hvem der sætter dem.
DLP er bygget til fejl og skødesløshed: mailen til den forkerte modtager, delingslinket åbent for alle. Det stopper ikke en angriber, der allerede er inde.
Uden dataklassificering genkender DLP kun tal som et cpr-nummer eller et kontonummer. Fire labels, en standardlabel og automatiske labels pr. mappe lader det også genkende et tilbud eller en kontrakt.
Start med at logge, advar derefter, og blokér først til sidst, og kun for den øverste label. Blokerer man fra dag ét, er reglen slået fra inden for en måned.
Hvad er DLP, og hvad det ikke stopper
DLP ser på data i bevægelse: en vedhæftet fil sendt uden for organisationen, en fil gjort offentlig via et delingslink, en mappe kopieret til en USB-nøgle, tekst indsat i en webformular. Genkender softwaren noget følsomt, udfører den den handling, man har fastsat på forhånd: kun logge, advare brugeren eller stoppe handlingen.
Det sker tre steder, og et produkt dækker sjældent alle tre lige godt:
- På enheden (endpoint): kopiering til USB, udskrivning, upload gennem browseren, indsætning i en anden app.
- I mail og cloud: Exchange, OneDrive, SharePoint og Teams og med nogle produkter også andre cloudtjenester.
- På netværket: trafik, der forlader virksomheden gennem proxy eller firewall. Det er den ældste form og den svageste ved hjemmearbejde, fordi trafikken aldrig passerer kontoret.
Hvad DLP ikke gør: stopper en angriber, der allerede er inde. Den, der har stjålne administratorrettigheder, slår reglerne fra eller vælger en vej, ingen overvåger. DLP er bygget til fejl og skødesløshed, og det er godt til det. Mod indtrængen har man brug for andre foranstaltninger: multifaktorgodkendelse, rettigheder der følger rollen, og nogen der holder øje.
Dataklassificering først: fire labels er nok
DLP skal vide, hvad det leder efter. Det kan matche på et mønster, en tekststreng der ligner et cpr-nummer eller et kontonummer, eller på en label: et mærke, der sidder på selve dokumentet og følger med, når det kopieres eller mailes. Mønstre fanger en del. Labels lader en regel virke for et tilbud, en kontrakt eller en tegning, som ikke har noget genkendeligt tal.
Dataklassificering betyder at aftale de labels. Fristelsen er at lave syv. Lad være: en kollega, der på hvert dokument skal vælge mellem »fortrolig« og »intern fortrolig«, tager den, der står først. Fire fungerer:
- Offentlig: kan gå ud uden skade. Websitet, en brochure, en udsendt pressemeddelelse.
- Intern: standard for næsten alt. Ingen katastrofe, hvis det lækker, men uheldigt.
- Fortrolig: gør skade uden for sin kreds. Kundedata, personalesager, tilbud, kontrakter, økonomital før offentliggørelse.
- Strengt fortrolig: en lille, navngiven mængde. Overtagelsesplaner, helbredsoplysninger, særlige kategorier af personoplysninger, adgangskodebokse. Her må DLP blokere.
Beskriv hver label med eksempler fra jeres egen organisation frem for en definition. »Alt, der viser en kollegas løn« læses hurtigere end »data med et højt fortrolighedsniveau«. ISO/IEC 27001 beder i Annex A om klassificering af information (5.12) og mærkning af den (5.13) og nævner forebyggelse af datalækage særskilt (8.12).
Hvem sætter labelen
En klassificering, ingen anvender, er et dokument i en mappe. Der er tre måder at få labels på filer, og man har brug for alle tre.
- En standardlabel. Hvert nyt dokument får »Intern«, medmindre nogen vælger andet. Det dækker det meste på én gang og koster brugeren intet.
- Brugeren, i det øjeblik det betyder noget. Obligatorisk mærkning af hver fil er for meget. At bede om en kort begrundelse, når nogen sænker en label, er netop nok.
- Automatisk, efter placering eller indhold. En mappe, en Teams-kanal eller et SharePoint-site får en label, og alt deri arver den. Oven i det kan softwaren foreslå eller sætte en label på et mønster: et dokument fuldt af kontonumre eller cpr-numre bliver »Fortrolig«.
Beslut, hvem der må sænke en label. Enhver må hæve en. At sænke fra »Strengt fortrolig« er forbeholdt en ejer, og det logges. Det er dér, den lækage, ingen har tænkt sig, sidder: filen, der et øjeblik gik til »Intern«, fordi den ellers ikke ville gå til revisoren.
I Microsoft 365 hedder de følsomhedslabels, og de ligger sammen med DLP-politikkerne i Microsoft Purview. Hvilke funktioner man har, som automatisk mærkning eller DLP på selve enheden, afhænger af licensen. Tjek det, før man laver en plan, der bygger på en funktion, man ikke har.
Udrulning af en DLP-politik: log, advar, blokér
Den hurtigste måde at få DLP til at fejle på er at blokere fra dag ét. I den første uge sidder indkøb, løn og revisoren fast, og inden for en måned er reglen slået fra. Kør det i tre trin.
- Kun log. Nogle uger i testtilstand: reglerne kører, ingen mærker noget, og man ser, hvor ofte de udløses, for hvem og på hvilke filer. Det er her, man opdager, at en leverandør hver uge modtager en liste fuld af kontonumre, og at det simpelthen er arbejdet.
- Advar med en vej ud. Brugeren ser et politiktip (»denne besked indeholder fortrolige data og går til en ekstern adresse«) og må fortsætte med en kort begrundelse. Læs begrundelserne igennem: de fortæller, hvor reglen er for bred, eller hvor processen er forkert.
- Blokér for en snæver mængde. Først når antallet af alarmer er faldet til noget, et menneske kan følge, og kun for den øverste label eller nogle få klare mønstre. For alt andet er advarsel slutpunktet, og det er ikke en mangel.
Start med to eller tre regler, ikke med de skabeloner, et produkt leveres med. De er skrevet til alle lande og brancher på én gang, og i jeres organisation udløses de af ting, der ikke betyder noget.
Hvor data faktisk lækker
Før man skriver regler, bør man se på, hvor data reelt forlader virksomheden. I en lille eller mellemstor organisation er det som regel de samme fem veje:
- Mail til den forkerte modtager, ofte via adresseforslag. En advarsel på en ekstern adresse kombineret med en fortrolig label fanger mange af dem.
- Delingslinks åbne for alle. »Alle med linket« som standardindstilling er den hyppigste tavse vej. Sæt standarden til personer i organisationen eller bestemte personer.
- Privat cloudlager og privat mail, som regel af en god grund: filen var for stor, eller det virkede ikke hjemmefra. Det fortæller noget om jeres egne værktøjer.
- USB-nøgler og printere. Mindre end før, men stadig vejen, når nogen forlader virksomheden.
- Indsætning i AI-værktøjer og oversættelsessider. Den nyeste vej og den sværeste at se, fordi det er et browservindue og ikke en fil. Den rører alt, man ikke styrer.
To af de fem, delingslinks og USB-porten, løses bedre med en indstilling end med en DLP-regel. Det er den hurtigste gevinst i hele emnet.
Sådan undgår man, at DLP stopper arbejdet
DLP rører ved det daglige arbejde hos folk, der ikke har bedt om det. Om det overlever, afhænger mindre af teknologien end af tre aftaler.
- Hver regel har en ejer uden for IT. Nogen fra HR for personaledata, nogen fra økonomi for kontonumre. De afgør undtagelser, ikke den administrator, der tilfældigvis har vagten.
- Undtagelser har en vej og en slutdato. Revisoren, lønbureauet og forsikringsselskabet får en fast undtagelse på deres domæne, registreret og gennemgået hvert år. En undtagelse uden slutdato er et hul efter to år.
- Nogen læser alarmerne. En regel, der udløses hundredvis af gange om ugen, og som ingen ser på, lærer kun medarbejderne, at det at klikke forbi er en del af jobbet.
Og forklar på forhånd, hvad der sker, og hvorfor. DLP gennemser indholdet af mail og filer; medarbejderne bør vide, at det gør det, hvor grænsen går, og hvem der ser alarmerne. Det kræver GDPR’s krav om gennemsigtighed, og hvor overvågningen er sandsynlig højrisiko, kan en konsekvensanalyse være nødvendig. Gør det, før reglerne går i luften, ikke bagefter.
Hvor vores arbejde slutter
Hvad vi gør. Den tekniske del: at sætte labels op i Microsoft 365 eller i det produkt, I allerede har, standardlabels og automatiske labels pr. mappe eller site, DLP-politikkerne i testtilstand og derefter gennem trinene ovenfor, og at samle alarmerne, så ejeren af en regel kan afgøre. Også de indstillinger, der gør en regel overflødig, som delingslinks og ekstern adgang, og det, der begrænser skaden, hvis noget alligevel går galt: kryptering og rettigheder, der følger rollen. Vi er ISO/IEC 27001-certificerede og anvender dette på os selv.
Hvad vi ikke gør. Vi afgør ikke, hvilke af organisationens data der er fortrolige; det er jeres beslutning, og vi hjælper med at omsætte den til labels. Vi er ikke jurister og ikke databeskyttelsesrådgiver: om data er særlige kategorier af personoplysninger efter GDPR, om det er lovligt at bruge DLP over for medarbejderne, og hvad de skal have at vide, vurderer en kvalificeret person. Og vi vurderer ikke enkelte medarbejdere: en alarm viser, hvilken regel der blev udløst, og den, der følger op, er en fra jeres organisation. Hvad man gør, når noget alligevel er lækket, står i vores artikel om databrud.
Spørgsmål, vi ofte får om emnet
De fem, der kommer oftest.
Hvad er DLP?
DLP står for data loss prevention: software, der genkender følsomme data, som er ved at forlade organisationen, gennem mail, cloud, USB eller browseren, og derefter logger, advarer eller blokerer. Det genkender følsomhed efter mønster, som et cpr-nummer, eller efter en label på dokumentet. Det er bygget til fejl og skødesløshed, ikke til at stoppe en angriber, der allerede er inde.
Hvad er dataklassificering?
At aftale et lille antal labels, der viser, hvor følsom information er, og hvem der sætter dem. Fire er som regel nok: offentlig, intern, fortrolig og strengt fortrolig. Beskriv hver label med eksempler fra jeres egen organisation, for en abstrakt definition bliver ikke læst.
Hvad er en DLP-politik?
En regel, der siger, hvad DLP leder efter, hvor, og hvad det gør, når det finder det: for eksempel udløser fortrolige dokumenter sendt til en ekstern adresse en advarsel, og strengt fortrolige blokeres. Start hver politik i testtilstand, så man kan se, hvad den ville fange, før nogen stoppes.
Er DLP inkluderet i Microsoft 365?
Ja, i Microsoft Purview, sammen med følsomhedslabels. Hvilke dele man har, som automatisk mærkning eller DLP på selve enheden, afhænger af licensen. Tjek det, før man laver en plan, der bygger på en funktion, man ikke har.
Afgør I, hvilke af vores data der er fortrolige?
Nej. Hvilke data der er fortrolige, er en beslutning for jeres egen organisation, og om noget er særlige kategorier af personoplysninger efter GDPR, er en juridisk vurdering. Vi sætter labels og regler op teknisk og samler alarmerne. Vi er ikke jurister eller databeskyttelsesrådgiver, og vi vurderer ikke enkelte medarbejdere.
Læs videre
Det, DLP hænger sammen med.
Skal vi vælge jeres første tre DLP-regler sammen?
Vi kører reglerne i testtilstand i nogle uger og viser, hvad de fanger, for hvem og hvorfor. Derefter afgør I, hvilke labels I har brug for, og hvad der må blokeres.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.