
Et meldepunkt for sårbarheder: security.txt og responsible disclosure
Før eller siden finder en person uden for organisationen en sårbarhed på jeres website, i kundeportalen eller i mailmiljøet. Om I hører om det, afhænger af én ting: ved personen, hvor det skal meldes? En security.txt-fil og en kort politik for responsible disclosure løser det, og de koster mindre arbejde end den første melding, der lander forkert.
En security.txt-fil et fast sted på domænet fortæller en forsker, hvor en sårbarhed skal meldes. Uden den lander meldingen på info@, på sociale medier eller slet ikke.
Politikken bagved er kort: hvad der er omfattet, hvad en melder må og ikke må, hvor hurtigt I svarer, og hvad I lover. Den skal især virke internt: nogen læser postkassen og ved, hvem der ejer systemet.
Et betalt bug bounty-program giver først mening, når meldinger allerede håndteres hurtigt og godt. For de fleste organisationer er en politik for coordinated vulnerability disclosure nok.
Hvorfor nogen vil melde en sårbarhed til jer
De fleste meldinger kommer ikke fra kriminelle, men fra folk, der faldt over noget: en sikkerhedsforsker, en studerende, en kunde, der kunne åbne en andens faktura i portalen, eller en medarbejder hos en leverandør. De vil af med det, og de leder efter en adresse. Finder de ingen, går mailen til info@ og ligger en uge hos salg, eller de offentliggør det efter noget tid.
Fremgangsmåden kaldes i dag coordinated vulnerability disclosure (CVD); responsible disclosure er det ældre navn og bruges stadig meget. Idéen er den samme: melderen giver jer tid til at lukke hullet, før noget kommer ud, og I lover at svare seriøst.
Pointen er ikke at lokke meldinger frem. De kommer alligevel. Pointen er, at I bestemmer, hvordan de kommer ind.
Hvad security.txt er, og hvad der skal stå i den
Security.txt er en lille tekstfil, der offentliggøres på /.well-known/security.txt på domænet. Den er fastlagt i RFC 9116 og gør én ting: en forsker eller en scanner ser med det samme, hvor og hvordan en sårbarhed meldes. For virksomheder er den ikke lovpligtig, men det er dér, en melder kigger.
- Contact (obligatorisk): en mailadresse eller webformular. Brug en fælles postkasse, aldrig adressen på en person, der er væk om et år.
- Expires (obligatorisk): en dato, hvorefter filen ikke længere gælder. RFC’en anbefaler ikke at sætte den mere end et år frem.
- Policy: et link til jeres politik.
- Preferred-Languages: hvilke sprog I læser meldinger på, for eksempel da og en.
- Encryption og Canonical: en offentlig nøgle til krypterede meldinger og adressen på den officielle fil.
Den klassiske fejl er den udløbne dato. Filen placeres én gang, Expires-feltet udløber, og en omhyggelig melder konkluderer, at meldepunktet ikke længere findes. Sæt udløbsdatoen i samme kalender som fornyelsen af certifikater. Og glem ikke de andre domæner: en webshop eller kundeportal på eget domæne skal have sin egen fil.
Politikken bagved: fem aftaler
Politikken, security.txt henviser til, behøver ikke være lang. En side med disse fem dele er nok.
- Omfang. Hvilke domæner og systemer meldinger må handle om, og hvilke ikke. Systemer fra en leverandør, som en SaaS-pakke, hører ofte ikke under jer; sig, hvor melderen så kan gå hen.
- Spilleregler for melderen. Ikke se eller hente flere data end nødvendigt for at påvise hullet, intet ændres eller slettes, ingen angreb, der lægger tjenesten ned, ingen social engineering af medarbejdere og ingen fysisk adgang.
- Frister. Inden for hvor mange arbejdsdage melderen får en kvittering, hvornår en første vurdering foreligger, og at offentliggørelse sker i dialog, efter at hullet er lukket.
- Det, I lover. At I ikke politianmelder, når melderen holder sig til reglerne, og at personens oplysninger ikke deles uden samtykke. Bemærk: sådan et tilsagn binder jeres organisation, ikke politi og anklagemyndighed.
- Belønning. Om I giver noget, og i så fald hvad. Det er ikke påkrævet; en omtale på en takkeside er almindeligt. Sig det på forhånd, så der ikke skal forhandles bagefter.
Det, der sker, når meldingen kommer ind
Et meldepunkt, ingen læser, er værre end intet meldepunkt: melderen har fulgt reglerne og hører intet. Aftal derfor på forhånd, hvem der læser postkassen, hvem der afløser ved ferie, og hvad næste skridt er.
- Bekræft modtagelsen, også før det vides, om det stemmer.
- Genskab og vurder alvoren. Kan nogen kun se noget, eller også ændre noget? Handler det om personoplysninger?
- Find systemets ejer. Ofte er det ikke egen IT, men webbureauet, SaaS-leverandøren eller hostingpartneren. Sørg for, at kontrakterne siger, at de tager sådan en melding op inden for en frist.
- Vurder, om det er et databrud. Har nogen reelt kunnet se personoplysninger, kan anmeldelsespligten i GDPR gælde, med 72 timer efter opdagelsen. Er organisationen omfattet af NIS2, kan der også være krav om en hændelsesunderretning.
- Hold melderen orienteret, til hullet er lukket, og aftal sammen, hvad der offentliggøres.
En periodisk sårbarhedsscanning finder meget af det, en melder ville finde, tidligere og på jeres tid. Meldepunktet er sikkerhedsnettet for det, scanningen overser.
De mails, der ikke er meldinger
Den, der offentliggør en security.txt, får også mail fra folk, der har kørt en gratis scanner over domænet: en manglende header, en SPF-post, der kan være strengere, et versionsnummer i en fejlmeddelelse. Med følger ofte en anmodning om belønning, sommetider med en undertone af pres. I branchen kaldes det en beg bounty.
Tre tommelfingerregler. Læs hver melding indholdsmæssigt, for også en sjusket mail kan rumme noget ægte. Svar efter politikken med samme tekst til alle: tak, en vurdering og henvisningen til, hvad I belønner og ikke belønner. Og betal aldrig under pres uden for politikken; så har I allerede bestilt den næste anmodning.
En iagttagelse uden belønning kan stadig være berettiget. Så ret den bare.
Bug bounty: først når resten virker
Et bug bounty-program går et skridt videre: forskere inviteres aktivt til at lede, og der betales pr. gyldigt fund, som regel via en specialiseret platform, der screener melderne og laver første sortering. Det giver flere meldinger, og dér ligger spørgsmålet: kan I behandle dem?
Et bug bounty-program giver mening for en organisation med egen webapplikation eller eget produkt, et fast team, der retter huller, og en CVD-proces, der allerede kører. For de fleste uden egen software er det for tidligt: systemerne er leverandørernes, og hvert fund skal løses af dem. Begynd dér med security.txt, en politik og en periodisk pentest.
To udviklinger gør emnet relevant også for dem, der ikke betaler noget. NIS2 giver de nationale CSIRT’er en rolle som koordinator af sårbarhedsmeldinger, og Cyber Resilience Act forpligter producenter af produkter med digitale elementer til en politik for melding og håndtering af sårbarheder.
Hvor vores arbejde stopper
Det gør vi. Vi lægger security.txt på jeres domæner og holder øje med udløbsdatoen, sætter den fælles meldepostkasse op og hjælper med sortering af meldinger om systemer, vi driver: genskabe, vurdere alvor, rette eller sende videre til den leverandør, der ejer systemet.
Det gør vi ikke. Vi er ikke jurister og udarbejder ikke den juridiske tekst i politikken; det, I lover en melder, skal vurderes. Vi driver ingen bug bounty-platform, betaler ingen belønninger på jeres vegne og er ikke et CSIRT. En sårbarhed i en tredjeparts software løser vi ikke i den software: det gør leverandøren, og vi sørger for, at den ved det.
Spørgsmål om security.txt
Det, der oftest bliver spurgt om, når meldepunktet skal etableres.
Hvad er security.txt?
Security.txt er en tekstfil på /.well-known/security.txt på domænet, fastlagt i RFC 9116. Den fortæller forskere, hvor og hvordan en sårbarhed meldes. Obligatoriske er en kontaktadresse og en udløbsdato; et link til politikken og de sprog, I læser, er at anbefale.
Er security.txt et krav?
For virksomheder nej. Selv uden krav er det det første sted, en melder kigger, så filen forhindrer, at en melding lander forkert. Husk udløbsdatoen, for en udløbet fil får en omhyggelig melder til at konkludere, at meldepunktet ikke længere findes.
Hvad er forskellen på responsible disclosure og bug bounty?
Responsible disclosure, i dag ofte kaldet coordinated vulnerability disclosure, er en aftale om, hvordan et fundet hul meldes og håndteres. Et bug bounty-program er et program, hvor forskere inviteres aktivt og belønnes pr. gyldigt fund. Det første har enhver organisation brug for, det andet kun den, der også kan behandle meldingerne.
Skal en melder af en sårbarhed betales?
Nej, medmindre politikken lover det. En tak eller en omtale på en takkeside er almindeligt. Skriv på forhånd i politikken, hvad I belønner og ikke belønner, og betal aldrig under pres uden for politikken.
Kan I udarbejde vores politik juridisk?
Nej. Vi er ikke jurister. Vi lægger security.txt og meldepostkassen op og hjælper med den tekniske håndtering af meldinger om systemer, vi driver. Den juridiske formulering, som det, I lover en melder, skal vurderes af en jurist.
Hvor det hører hjemme hos os
Sikkerhedsarbejde, der hænger sammen med emnet.
Skal vi sætte meldepunktet op?
Vi lægger security.txt på jeres domæner, sætter meldepostkassen op og aftaler, hvem der gør hvad, når en melding kommer ind. Den juridiske del af politikken overlader vi til jeres jurist.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.