
Dataklassificering: fra mærkat til kontrol
De fleste tænker på mærkater på dokumenter, når de hører dataklassificering. Det er det sidste trin. Det, der ligger nedenunder, afgør, om mærkaterne betyder noget: at vide, hvilke typer information man har og hvor, hvem der bestemmer for hver type, og hvad hvert niveau reelt kræver af opbevaring, adgang, backup og opbevaringsperiode.
Klassificér typer af information, ikke enkeltfiler. Tyve til tredive typer, hver med et sted og en ejer, dækker næsten alt, en lille eller mellemstor virksomhed har.
Fortrolighed er kun ét af tre spørgsmål. Tilgængelighed og integritet styrer backup og genetableringstid, og de glemmes oftest.
Et niveau uden kontroltabel er pynt. Hvert niveau bør fastlægge, hvor data må ligge, hvem der må se dem, hvordan de må forlade huset, og hvornår de skal væk.
Hvad dataklassificering er, og hvorfor mærkaten kommer sidst
Dataklassificering er aftalen om, hvor stærkt forskellige typer information beskyttes. Mærkaten på et dokument er det synlige resultat, men selve aftalen ligger et lag dybere: hvilken information man har, hvor slemt det er, hvis den lækkes, ændres eller forsvinder, og hvad man derfor sætter i værk på hvert niveau.
De fleste projekter gør det omvendt. Mærkaterne kommer først, og spørgsmålet om, hvad de betyder, senere. Resultatet er en organisation, hvor »fortroligt« sidder på halvdelen af dokumenterne, og ingen kan sige, hvad der sker anderledes end ved »internt«.
Arbejd derfor i denne rækkefølge: først en liste over informationstyper, så en ejer og et niveau for hver, så en tabel, der fastsætter kontrollerne for hvert niveau, og først derefter teknologien, der gennemtvinger det. ISO/IEC 27001 følger samme linje: Annex A kræver en fortegnelse over information og tilknyttede aktiver (5.9), før den kommer til klassificering (5.12).
Start med det, der findes, og hvor det ligger
Klassificér typer, ikke filer. En organisation har millioner af filer og højst nogle dusin typer information: kunderegistre, løn, tilbud og kontrakter, designs eller tegninger, regnskabet, personalesager, adgangskodeboksen. I en lille eller mellemstor virksomhed dækker tyve til tredive typer næsten alt.
For hver type noteres i en enkel tabel:
- Hvor den ligger: systemet eller placeringen, fx økonomisystemet, et SharePoint-site, direktionens postkasse eller en mappe på filserveren.
- Hvor den ellers ligger: eksporten til Excel, mailbilaget, kopien i et testmiljø, backuppen. Det er dér, overraskelserne er, og en kopi fortjener samme beskyttelse som originalen.
- Hvem der ser den uden for organisationen: revisoren, lønbureauet, en leverandør, der driver systemet.
Den samme tabel hjælper med fortegnelsen over behandlingsaktiviteter efter databeskyttelsesforordningen (GDPR): hvilke typer der indeholder personoplysninger, står lige dér.
Tre spørgsmål pr. type: fortrolighed, integritet, tilgængelighed
Ser man kun på fortrolighed, har man klassificeret halvdelen. Den almindelige trekant hedder CIA: fortrolighed (hvor slemt er det, hvis andre ser det), integritet (hvor slemt er det, hvis det ændres uden at nogen opdager det) og tilgængelighed (hvor længe kan man undvære det). Vurdér hver type lav, middel eller høj på alle tre.
- Vagtplanen er næppe fortrolig, men uden den står forretningen stille om morgenen: høj tilgængelighed.
- Leverandørens bankoplysninger er ingen hemmelighed, men et ændret kontonummer er netop sådan, fakturasvindel foregår: høj integritet.
- Personalesager kan være utilgængelige en dag, men må aldrig blive offentlige: høj fortrolighed.
Værdien ligger i det, der følger. Tilgængelighed styrer backup og genetableringstid, integritet afgør, hvor ændringer logges, og hvor der kræves et ekstra par øjne, og kun fortrolighed handler om mærkater og deling. Statens egne klassifikationer er bygget til dens egen information; en virksomhed behøver ikke kopiere dem, men har brug for alle tre spørgsmål.
Hvad et niveau betyder: kontroltabellen
Det er det dokument, de fleste organisationer mangler, og uden det er en politik for dataklassificering en farvekode. For hvert niveau fastsættes:
- Hvor det må ligge: kun i administrerede systemer, eller også på en bærbar, i en privat sky, på et USB-stik.
- Hvem der må have adgang: alle i organisationen, en navngiven gruppe, eller kun efter anmodning med ejerens godkendelse.
- Hvordan det må forlade huset: frit, kun til kendte parter, kun krypteret eller slet ikke.
- Hvordan det beskyttes: multifaktorgodkendelse, kryptering, logning af, hvem der åbner det.
- Backup og genetablering: hvor ofte, hvor langt tilbage, og hvor hurtigt det kan gendannes. Det følger af tilgængelighedsvurderingen.
- Opbevaring og sletning: hvor længe, og hvordan det fjernes, også fra udtjente enheder.
Hold hver celle så kort, at den kan kontrolleres. »Passende sikkerhed« er ikke en kontrol; »kun på HR-sitet, med multifaktorgodkendelse og ekstern deling slået fra« er.
Hvem der bestemmer: en ejer for hver informationstype
Hver informationstype har en ejer, og det er en fra forretningen, ikke fra it. HR-chefen for personalesager, økonomichefen for regnskabet, salgsdirektøren for tilbud. Vedkommende fastsætter niveauet, godkender adgang og gennemgår listen en gang om året.
It er forvalter, ikke ejer. Forvalteren sørger for, at kontrollerne i tabellen faktisk er konfigureret, og siger til, når praksis afviger fra tabellen. Lader man it fastsætte niveauet, får man en klassificering, der er teknisk forsvarlig og forretningsmæssigt forkert: administratoren ved ikke, hvilket tilbud der er følsomt.
Aftal også, hvad der sker, når en ejer stopper. En type uden ejer har inden for et år adgangsrettigheder, ingen kan forklare.
Opbevaring, omklassificering og sletning
Et niveau gælder ikke for evigt. En pressemeddelelse er yderst fortrolig frem til dagen, den udsendes, og offentlig bagefter. Et tilbud er følsomt, mens forhandlingen kører, og for det meste arkivmateriale bagefter. Notér for hver type, hvornår niveauet ændres, og hvem der ændrer det.
Og notér, hvornår den skal væk. Nogle mindste opbevaringsperioder er fastsat i lov, som for regnskabsmateriale; for personoplysninger siger GDPR det modsatte, nemlig at de ikke opbevares længere end nødvendigt. Information, der ikke længere findes, kan ikke lække, og det er den billigste kontrol i hele tabellen.
Glem ikke stederne uden for hovedsystemet: backups med lang opbevaring, gamle postkasser fra folk, der er holdt op, og udtjente enheder. Hvordan det sidste gøres dokumenterbart, står på vores side om datasletning.
Hvor vores arbejde stopper
Det gør vi. Den del, der er teknologi: kortlægning af, hvilke systemer og kopier der rummer hver informationstype, oversættelse af kontroltabellen til indstillinger (tilladelser, multifaktorgodkendelse, kryptering, delingsindstillinger, backup og gendannelse) og periodisk visning af, hvor praksis afviger fra tabellen. Vi er certificeret efter ISO/IEC 27001 og arbejder selv sådan.
Det gør vi ikke. Vi afgør ikke, hvor følsom informationen er; det afgør ejeren i organisationen, og vi hjælper med at omsætte det til en tabel og indstillinger. Vi er ikke jurister og ikke databeskyttelsesrådgiver: hvilke opbevaringsperioder der gælder ved lov, og om noget er følsomme personoplysninger, er for en kvalificeret person at vurdere. Og vi certificerer ingen: om klassificeringen opfylder ISO/IEC 27001, afgør et certificeringsorgan.
Spørgsmål, vi ofte får om emnet
De fem, der kommer oftest.
Hvad er dataklassificering?
Dataklassificering er aftalen om, hvor stærkt forskellige typer information beskyttes. Informationstyperne grupperes efter, hvor slemt det er, hvis de lækkes, ændres eller forsvinder, og for hvert niveau fastlægges, hvad der skal ske teknisk og organisatorisk. Mærkater på dokumenter er det synlige resultat, ikke udgangspunktet.
Hvilke klassificeringsniveauer er almindelige?
De fleste organisationer bruger tre eller fire, fx offentlig, intern, fortrolig og strengt fortrolig. Antallet betyder mindre end indholdet af hvert niveau: uden en tabel, der fastsætter opbevaring, adgang, deling, backup og sletning pr. niveau, er navnene pynt. Vurdér også tilgængelighed og integritet, ikke kun fortrolighed.
Hvem er ansvarlig for dataklassificering?
En ejer fra forretningen for hver informationstype, som HR-chefen for personalesager eller økonomichefen for regnskabet. Vedkommende fastsætter niveauet og godkender adgang. It er forvalter: det sørger for, at de aftalte kontroller faktisk er på plads.
Er dataklassificering et lovkrav?
GDPR bruger ikke begrebet, men kræver en sikkerhed, der passer til risikoen, og det kan ikke dokumenteres uden at vide, hvilke data der er følsomme. Stiler man mod ISO/IEC 27001, er klassificering af information et krav. Ud over det er det ikke en forpligtelse, men måden at afgøre, hvor sikkerhedsindsatsen gør mest gavn.
Vil ITproposal afgøre, hvilken af vores information der er fortrolig?
Nej. Hvor følsom en informationstype er, afgør dens ejer i organisationen, og hvilke opbevaringsperioder der gælder ved lov, er et juridisk spørgsmål. Vi kortlægger, hvor informationen ligger, oversætter aftalerne til indstillinger og viser, hvor praksis afviger. Vi certificerer heller ingen; det hører under et certificeringsorgan.
Læs videre
Det, dataklassificering hænger sammen med.
Skal vi lægge virksomhedens informationstyper ved siden af systemerne?
Vi kortlægger, hvor hver type information ligger, kopier inklusive, og hvilke indstillinger der beskytter den i dag. Virksomheden afgør selv, hvilket niveau den hører til på.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.