
Zero trust: ikke et produkt, men en rækkefølge af arbejde
Zero trust bliver solgt, som om det var en kasse. Det er det ikke. Det er et princip (man stoler ikke på nogen forbindelse alene på grund af, hvor den kom fra), og princippet indføres i trin. Her er, hvilke trin, og i hvilken rækkefølge.
Zero trust er én sætning: ingen forbindelse kan stoles på alene på grund af, hvor den kom fra. Ikke fordi den kom fra kontoret, ikke fordi den kom gennem VPN, ikke fordi enheden var her i sidste uge.
Det er ikke et produkt. Alle leverandører sælger et, og hvert af dem dækker kun ét lag. Køber man en kasse og tror, man er færdig, har man købt ét lag og ikke resten.
Rækkefølgen betyder mere end teknologien. Man begynder med identiteten, fordi det er det lag, næsten alle hændelser strander på, og det lag, der koster mindst at forbedre.
Hvad zero trust er, og hvad det ikke er
Den gamle model var enkel: indenfor netværket var man tillid, udenfor var man ikke. Der stod en firewall imellem, og den, der kom igennem, kunne nå alt. Det virkede, så længe alle sad på kontoret, og alle systemer stod i samme serverrum.
Ingen af delene er sande længere. Folk er overalt, systemerne ligger hos tre udbydere, og firewallen står rundt om et netværk, arbejdet ikke længere bor i. Zero trust er svaret på det skift, og det består af én regel: stol ikke på nogen forbindelse alene på grund af, hvor den kom fra. Hver forespørgsel vurderes på, hvem der laver den, fra hvilken enhed, og om det hænger sammen i det øjeblik.
Det, det ikke er: et produkt. Man kan ikke købe zero trust, ligesom man ikke kan købe sikkerhed. Alle leverandører har en kasse til det (en til identitet, en anden til netværk, en tredje til arbejdspladsen), og hver af kasserne dækker en del. Køber man én og tror, man er færdig, har man ordnet ét lag og ikke tre.
Og det er ikke alt eller intet. De fleste organisationer, vi kommer ind i, har allerede to eller tre dele på plads uden at kalde det det. Spørgsmålet er ikke, om man begynder, men hvilket lag man begynder med.
Begynd med identiteten, altid
Hvis der er ét sted at begynde, er det dette, og af to grunde, der holder uafhængigt af hinanden.
Den første er, at det er det lag, tingene går galt på. I de hændelser, vi ser, er vejen ind næsten aldrig et teknisk hul i en firewall. Det er en konto: en adgangskode, der er lækket et andet sted, en medarbejder, der klikkede på en overbevisende loginside, en administratorkonto fra 2019, som ingen nogensinde ryddede op.
Den anden er, at det er det billigste lag. At slå en anden faktor til kræver ingen investering, kun vedholdenhed. At sætte betinget adgang op (hvem der må hvad, fra hvilken enhed og under hvilke omstændigheder) ligger som regel i den licens, man allerede har.
Det, der konkret skal være på plads:
- En anden faktor på alt, og på administratorkonti først. De er en angribers ulejlighed værd; den ene kollega i økonomi er ikke.
- Betinget adgang. Et login fra en administreret enhed bør have lov til mere end et login fra en ukendt bærbar i et land, hvor man ikke har nogen.
- Fratrædende som proces. En konto, der bliver i live, er en åben dør, og den dør kan nås udefra. Det er ikke teknologi, men en aftale med HR.
- Administratorrettigheder, der udløber. Man er administrator, mens man administrerer noget, ikke permanent, fordi man engang for tre år siden skulle.
Hvordan vi sætter det lag op, hører under IT-sikkerhed for virksomheder.
Derefter enheden, og først derefter netværket
Det andet lag er enheden. Et gyldigt login fra en enhed, man intet ved om, er stadig en risiko, fordi legitimationsoplysningerne kan være taget fra den enhed. Det, man vil have her, er let at sige og sværere at holde: kun enheder, man kender, og som er opdaterede, når frem til arbejdet.
Det støder ind i praksis, og det hører med. Der er altid en ekstern, der skal kigge ind i morgen, og en direktør med en privat telefon. Svaret på det er ikke at svække reglen, men at bygge en anden vej: færre rettigheder, ingen filer lokalt, kun browser.
Det tredje lag er netværket, og det kommer sidst med vilje. Segmentering (at dele netværket, så en inficeret enhed ikke kan nå alt) er værdifuld og er også det mest arbejde. I organisationer med produktionslinjer eller medicinsk udstyr rykker det frem, for der er ting på det netværk, man ikke kan patche og derfor må hegne ind. I en kontororganisation giver den samme indsats på identiteten mere igen.
Rækkefølgen identitet, enhed, netværk er ikke en lov. Det er den, der fjerner mest risiko pr. krone i de fleste miljøer, og vi afviger fra den, hvor jeres miljø giver anledning til det. Men så siger vi hvorfor.
Hvad der sker med VPN
Det er det spørgsmål, der kommer i hver eneste samtale, så her er det ærlige svar.
En VPN passer ikke til zero trust-princippet, fordi den gør præcis det, man ikke længere vil have: den flytter nogen indenfor, og indenfor er der tillid. Den, der er kommet gennem VPN’en, er på netværket og kan nå alt på det.
Alligevel råder vi sjældent til at trække den ud med det samme, og det er ikke blødhed. I næsten ethvert miljø hænger noget på VPN’en, som ikke kan nås på anden måde: en gammel applikation, en maskine, en leverandør, der er koblet på sådan. At fjerne dem er et projekt for sig, og indtil det projekt er gjort, gør VPN’en noget, man har brug for.
Det, man kan gøre med det samme, er at gøre den mindre. Hvem må være på den, med hvilken anden faktor, og hvor kommer den ud, ikke på hele netværket, men på de få systemer, den faktisk er til. Det er en eftermiddags arbejde, og det fjerner det meste af risikoen uden at ødelægge noget.
Hvad det koster i besvær
Beløb optræder ikke på dette site. Det, der hører hjemme her, er den anden pris, fordi den sjældent nævnes, og fordi den er grunden til, at indførelser går i stå.
Zero trust betyder, at folk skal bekræfte ting oftere, at en enhed, der ikke er opdateret, holder op med at virke, og at en, der før kunne nå alt, ikke længere kan. Det giver modstand, og modstanden er rimelig: på kort sigt bliver arbejdet mere besværligt.
Det, der hjælper, er ikke at forklare, at standarden kræver det. Det, der hjælper, er at sætte reglen, så den ikke rammer folk, der arbejder normalt. En anden faktor, der spørger én gang om ugen frem for ved hvert login, betinget adgang, der ikke spørger om noget ekstra på en administreret enhed; det er forskellen på en foranstaltning, der bliver, og en, der bliver slået fra efter tre uger, fordi direktionen faldt over den.
Og regn med en liste over undtagelser. Der er altid en, og den hører til at være skrevet ned med en begrundelse og en dato i stedet for stille at eksistere.
Spørgsmål, vi får om emnet
De spørgsmål, der oftest dukker op, når emnet er på bordet.
Er zero trust et produkt, vi kan købe?
Nej, og det er ikke ordkløveri. Det er et princip: ingen forbindelse kan stoles på alene på grund af, hvor den kom fra. Alle leverandører sælger et produkt ved siden af, og hvert af dem dækker ét lag: identitet, enhed, netværk eller applikation. Køber man ét, har man ordnet ét lag. Det, man kan købe, er den teknologi, der gør et lag muligt, og den ligger ofte allerede i de licenser, man har.
Skal vi så af med vores VPN?
Til sidst ja, med det samme sjældent. En VPN gør præcis det, zero trust vil undgå: den sætter nogen indenfor, og indenfor er alt tilladt. Men i næsten ethvert miljø hænger noget på den, som ikke kan nås på anden måde, og at fjerne det er et projekt. Det, der kan ske med det samme, er at gøre den mindre: færre mennesker på den, en anden faktor foran og udgang på de nødvendige systemer frem for hele netværket. Det er en eftermiddags arbejde og fjerner det meste af risikoen.
Hvor begynder vi med et lille team?
Med identiteten, og i identiteten med administratorkontiene. En anden faktor på dem, midlertidige rettigheder i stedet for permanente og en liste over, hvem der er administrator, som nogen faktisk holder ajour. Det kræver ingen investering og dækker det scenarie, der forekommer oftest i praksis. Netværkssegmentering er værdifuld, men er det mest arbejde, og med et lille team er det sjældent dér, man skal begynde.
Kræver NIS2 zero trust?
Ikke med de ord. NIS2-direktivet og den nationale lovgivning, der gennemfører det, stiller krav om adgangsstyring, styring af risici i leverandørkæden og dokumenterbarhed, og zero trust er én måde at opfylde det på, ikke den eneste. Det, en revisor vil se, er, at man ved, hvem der kan nå hvad, og at man kan vise det. Får man identitetslaget i orden, falder beviset ud af driftsarbejdet, i stedet for at nogen samler det bagefter.
Hvor det hører hjemme hos os
De ydelser, emnet hører under.
Vil man vide, hvilket lag der er løst?
Identitetslaget kan gennemgås på en halv dag og giver som regel en liste, man selv kan arbejde videre med.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.