
Windows Server eller Linux: hvad valget i virkeligheden handler om
Valget mellem Windows Server og Linux afgøres næsten aldrig af operativsystemet. Det afgøres af, hvilke applikationer der skal køre, hvad man allerede betaler i licenser, og hvem der holder det kørende klokken tre om natten. Her er, hvad der ligger under de tre.
Der findes intet generelt svar. Den, der påstår, at Linux altid er billigst, eller at Windows altid er lettest at drifte, har sprunget det spørgsmål over, der betyder noget: hvilken applikation skal køre på det, og hvad sker der, når det falder om om natten.
Omkostningen ligger sjældent dér, hvor man leder efter den. Windows Server afregnes pr. fysisk kerne med et minimum pr. server, plus adgangslicenser pr. bruger eller pr. enhed. Med Linux betaler man ingen licens, men man betaler for support, og uden den support betaler man i timer fra egne folk.
Sikkerhed er ikke en egenskab ved operativsystemet, men ved vedligeholdelsen omkring det. Begge vælter på samme måde: en tjeneste, der er udsat mod internettet og ikke er patchet, og et login, der aldrig skulle have eksisteret.
Spørgsmålet under spørgsmålet
I praksis træffes valget af operativsystem sjældent på selve operativsystemet. Det træffes på tre ting, der allerede er sande, før nogen spørger.
- Hvilken applikation skal køre på det. Hvis ERP-systemet kun kører på Windows, er spørgsmålet afgjort. Hvis leverandøren leverer sin software som en container, er det også afgjort, bare den anden vej. Det er langt den mest afgørende faktor og som regel den eneste, der tæller.
- Hvad man allerede betaler for. Hvis organisationen lever i Microsoft 365 med identiteter i Entra ID, er en Windows-server ikke en ny verden, men en forlængelse af en, man allerede driver. Det er penge værd, selv om det ikke står på noget tilbud.
- Hvem holder det kørende om natten. Et team, der er flydende i det ene, er langsomt i det andet, og klokken tre om natten er langsom det samme som i stykker.
Først når de tre ikke afgør det, kommer sammenligningen nedenfor i spil. Det sker sjældnere, end man skulle tro.
Hvor omkostningen faktisk ligger
Beløb optræder ikke på dette site. Strukturen gør, fordi det er dér, overraskelserne bor.
Windows Server afregnes pr. fysisk kerne i maskinen, med et minimum pr. server og pr. processor. Det minimum er præcis dér, regnestykket går galt: en maskine med få kerner koster minimummet, og en tæt host med mange kerner koster et multiplum af det budgetterede. Hertil kommer adgangslicenser, som tælles pr. bruger eller pr. enhed, der når serveren, ikke pr. samtidig session. Tre hundrede personer på halvtreds arbejdsstationer i skiftehold er derfor ikke halvtreds.
Linux har ikke den struktur. Med Red Hat og SUSE betaler man et abonnement pr. maskine eller pr. socket, og det abonnement er support og ikke en ret til at køre: det kører også uden. Med Debian og Ubuntu betaler man intet og kan købe support separat, hvis man ønsker det.
Her sætter den gratis side sin fælde. Et operativsystem uden licens er ikke det samme som et operativsystem uden omkostninger. Det, man ikke betaler til en leverandør, betaler man i timer til en, der planlægger opdateringerne, følger kerneversionerne og vågner klokken to om natten. For én server forsvinder det i støjen. For tredive gør det ikke.
Sikkerhedssammenligningen, ærligt
Det er den del, der skrives mest vrøvl om, som regel med et antal offentliggjorte sårbarheder ved siden af. Det tal siger ingenting. Det måler, hvor meget der er fundet og rapporteret, ikke hvor meget der findes, og de to tæller ikke ens: en Linux-distribution indeholder tusindvis af pakker, som på Windows leveres hver for sig.
Det, der i praksis adskiller sig, er dette:
- Standardfladen. En ren Linux-server kører lidt og lytter på lidt. En Windows-server kommer med mere ombord. Det kan rettes (man slår de roller fra, man ikke bruger), men det kræver en handling, og handlinger bliver sprunget over.
- Hvor kronjuvelerne ligger. I et Windows-miljø er det kataloget. Den, der bliver domæneadministrator, har alt. I et Linux-miljø er modstykket nøglestyring og sudo. Begge dele kan beskyttes, og i begge tilfælde er det dér, indsatsen hører hjemme.
- Patchrytmen. Windows har en fast månedlig cyklus, som gør planlægning let og tiden til en patch nogle gange lang. På Linux kommer den pr. pakke og pr. distribution, hvilket kan gå hurtigere og kræver mere opmærksomhed.
Det, der vælter begge, er det samme, og det tilhører ingen af dem: en tjeneste udsat mod internettet, der ligger bagud med patches, og et login, der aldrig skulle have eksisteret. Vi har aldrig set en hændelse, der kom af valget mellem de to. Vi har set mange, der kom af den opmærksomhed, der blev givet bagefter.
Kort om ydelse
Der bruges meget søgning på hastighedssammenligninger mellem de to. For den slags arbejde, vi møder (filtjenester, databaser til en organisation på titusinder til hundredvis af personer, applikationsservere), er operativsystemet næsten aldrig bremsen.
Bremsen er lageret, hukommelsen eller en forespørgsel, som aldrig nogen har kigget på. En server, der er for langsom, bliver ni gange ud af ti ikke hurtigere af et andet operativsystem, men den bliver hurtigere af, at en disk, der ikke længere kan følge med, skiftes ud.
Vi sætter ingen tal på her. En benchmark uden sin metode er en holdning med et decimaltegn, og den måling, der tæller, er den på jeres egen arbejdsbyrde.
Hvornår vinder hver af dem
Hvis de tre spørgsmål i starten ikke afgør det, kommer det an på dette.
Windows Server vinder, når identiteterne allerede ligger i Microsoft-verdenen, når gruppepolitikker og de kendte styringsværktøjer tager arbejde af hænderne, som man ellers selv skulle skrive, eller når en leverandør kun understøtter det dér. Det sidste er ikke et teknisk argument, men det er et reelt: support, man ikke får, betaler man selv for.
Linux vinder til alt, der vender mod internettet og kører i mængde, til arbejdsbyrder, der lever i containere, og overalt hvor licensomkostningen vokser med en vækst, man ikke selv styrer. Til webtjenester, behandlingslag og alt med Docker eller Kubernetes omkring sig er det som regel ikke et valg, men en standard.
Og ofte er svaret begge dele. De fleste miljøer, vi overtager, kører allerede en blanding, som regel uden at nogen nogensinde har besluttet det. Det er ikke et problem, så længe én ting holder: at man for hver af dem ved, hvem der patcher den, hvem der gendanner den, og hvor det står skrevet. Hvordan vi sætter det op, hører under IT-drift.
Spørgsmål, vi får om emnet
De spørgsmål, der oftest dukker op, når valget er på bordet.
Er Linux mere sikkert end Windows?
Ikke som en egenskab. En ren Linux-server kører mindre som standard og har derfor mindre angrebsflade, og det er en reel forskel. Men det, der vælter miljøer, er næsten altid det samme: en tjeneste udsat mod internettet, der ligger bagud med patches, eller et login, der ikke skulle have eksisteret. Begge dele er uafhængige af operativsystemet. En velvedligeholdt Windows-server er sikrere end en glemt Linux-server, og omvendt.
Hvad koster Windows Server egentlig?
Strukturen betyder mere end beløbet. Man betaler pr. fysisk kerne i maskinen, med et minimum pr. server og pr. processor, plus adgangslicenser pr. bruger eller pr. enhed. Den sidste del tælles ikke pr. samtidig session, så skifteholdsarbejde koster mere, end antallet af arbejdsstationer antyder. Vi laver regnestykket med jeres tal og viser det, i stedet for at læse en konklusion ud af det.
Kan vi køre begge dele side om side?
Ja, og de fleste miljøer, vi overtager, gør det allerede. Prisen for det er ikke teknisk, men menneskelig: man har brug for en, der ved, hvad vedkommende gør på hver af dem, når noget går i stykker. For et lille team er det den reelle overvejelse, ikke virtualiseringslaget; det holdt op med at genere for længe siden.
Vores Windows Server 2016 er ved at udløbe. Er det en grund til at skifte?
Det er en grund til at gøre noget, ikke en grund til at gøre netop dette. Udvidet support til Windows Server 2016 slutter i januar 2027, og derefter kommer der ingen flere sikkerhedsopdateringer. Et skifte til Linux bør følge af den applikation, der kører på det; peger den ikke dertil, er en nyere Windows-version den rolige vej. Det værste svar er endnu et års udsættelse: en server uden opdateringer er ikke en server med en risiko, det er en åben dør.
Hvor det hører hjemme hos os
De ydelser, emnet hører under.
Mærkerne ovenfor, hvert på sin egen side
Hvad mærket laver, hvilke serier vi leverer, og hvad vi gør omkring dem.
Usikker på, hvilken vej der er rigtig?
Fortæl, hvilke applikationer der skal køre, og hvem der står for driften. Det er som regel nok til at afgøre det på en halv time.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.