
Shadow IT: ikke ulydighed, men et hul i det, der tilbydes
Et sted i virksomheden findes et abonnement, ingen i it kender til, betalt med et privat kreditkort, med virksomhedens data i. Det er ikke en hændelse. Det er det forudsigelige resultat af en bestillingsproces, der tager længere tid end tålmodigheden hos en person med en deadline. Det er kernen i shadow IT.
Shadow IT er enhver software eller tjeneste, der bruges til arbejde uden at it ved det. I praksis løber det i en virksomhed på hundrede personer hurtigt op i et par dusin abonnementer.
Det kommer næsten aldrig af trods. Det kommer af, at nogen har brug for noget, at it bruger fire uger, og at kreditkortet ligger i skuffen. Årsagen er ventetiden, ikke menneskene.
Problemet er ikke værktøjet, men det, der mangler omkring det: ingen databehandleraftale, ingen backup, ingen fratrædelsesprocedure, og ingen, der ved, at det findes, når det går ned.
Hvad det er, og hvorfor det opstår
Shadow IT er enhver software, lagerplads eller tjeneste, der bruges til arbejde uden at it-organisationen ved det. En projektplanlægger, et team har købt til sig selv. En fildelingstjeneste, marketingafdelingen opbevarer sine billeder i. En formulartjeneste, ansøgninger kommer ind via. En AI-assistent på en privat konto.
Det billede, der hører til, er medarbejdere, der omgår reglerne. Det billede passer sjældent. Det, der faktisk sker, er dette: nogen har brug for noget, bestiller det, får at vide, at der hører en vurdering og en indkøbsrunde til, ser på den dato, projektet skal være færdigt, og løser det selv for en lille månedlig betaling.
Set på den måde er shadow IT ikke et adfærdsproblem men en måling. Den måler afstanden mellem det, folk har brug for, og det, de kan få i tide ad den officielle vej. En organisation med meget shadow IT har ikke ulydige medarbejdere; den har en bestillingsproces, der er for langsom til det arbejde, der afhænger af den.
Det forklarer også, hvorfor oprydning uden at gå efter årsagen ikke virker. Slukkes alt, dukker noget nyt op inden for seks måneder, bare bedre skjult, for nu ved alle, at der holdes øje.
Hvad der faktisk går galt
Værktøjet i sig selv er som regel ikke problemet. Det, der mangler, er alt det, der normalt ville stå omkring det.
- Der er ingen databehandleraftale. Indeholder det personoplysninger (kundenavne, ansøgere, sygemeldinger), er virksomheden efter databeskyttelsesforordningen (GDPR) ansvarlig for en behandling, den ikke har nogen aftale om. Det er en mangel, der ikke kan udbedres den dag, nogen spørger.
- Der er ingen backup. Ikke fordi tjenesten ikke har en, men fordi ingen på virksomhedens side har kontrolleret det. Går leverandøren konkurs, eller mistes kontoen, er indholdet væk, og beredskabsplanen siger intet om det.
- Fratrædelsen går forbi det. Man deaktiverer en persons konto i eget miljø og regner med, at vedkommende er ude. Abonnementet i vedkommendes navn, oprettet med privat mail, virker videre, inklusive filerne i det.
- Ingen ved, at det findes. Man opdager det, når det går ned. Så står et team stille med en tjeneste uden kontrakt, uden kontaktperson og uden supportaftale, og sagen havner hos en helpdesk, der intet ved om den.
- Betalingen sker med et privat kort. Når personen forlader virksomheden, forsvinder betalingen også. Som regel opdages det i det øjeblik, tjenesten lukkes.
Der er en side, som nævnes sjældnere: dobbeltbetaling. I næsten enhver opgørelse, vi laver, viser det sig, at to eller tre afdelinger har hver deres abonnement på noget, der kunne være købt én gang, eller på noget, der allerede er med i de licenser, der var der i forvejen.
Sådan får man overblik over det, der kører
Det kræver ikke et særskilt produkt. Oplysningerne ligger allerede på fire steder, som virksomheden sandsynligvis har, og tilsammen dækker de det meste.
- Identitetsudbyderen. Logger nogen ind på en tjeneste med sin arbejdskonto, er det registreret. Oversigten over virksomhedsapplikationer i miljøet er derfor den bedste enkeltkilde, og den findes allerede.
- Udgående trafik. Firewallen eller netværksstyringen ser, hvilke tjenester der forbindes til. Det giver støj, men de tilbagevendende navne stikker ud.
- Bogholderiet. Søg i udlæg og kreditkortudtog efter månedlige, tilbagevendende beløb på lave summer. Det er den kedeligste kilde og ofte den mest givende.
- Bare spørge. Én runde, hvor teamlederne spørges: »hvad bruger I, som vi måske ikke kender til«, giver mere end en scanning, forudsat at det er klart, at svaret ikke giver problemer. Den sidste del er betingelsen, og den er ikke valgfri.
Listen bliver længere, end man tror. I en virksomhed på hundrede personer er et par dusin tjenester normalt, og de fleste er harmløse. Det er netop derfor, listen er nødvendig: uden overblik kan man ikke se, hvilke tre der betyder noget.
Hvad man gør med listen
Der er tre udfald pr. tjeneste, og fordelingen mellem dem hælder næsten altid i en anden retning, end man venter.
- Overtag den. Tjenesten gør jobbet, den bruges reelt, og der er intet i vejen med den ud over, at den lå uden for overblikket. Flyt den til en virksomhedskonto, få databehandleraftalen på plads, tilslut login til virksomhedens egne identiteter og før den ind i fortegnelsen. Det er udfaldet for størstedelen af listen.
- Erstat den. Noget i de eksisterende licenser gør det samme. Så er samtalen ikke »det er ikke tilladt« men »det er allerede inkluderet, og vi sætter det op for jer«. Uden den anden halvdel virker det ikke.
- Sluk den. Den indeholder data, der ikke hører hjemme dér, eller leverandøren kan ikke vurderes. Det er den mindste kategori, og den eneste, hvor man tager noget væk uden at give noget igen. Derfor gøres det sidst og med en dato og et alternativ.
Det, der noteres i alle tre tilfælde, er, hvem der ejer den hos virksomheden. Ikke it, men den afdeling, der bruger den. It forvalter adgangen og kontrakten; om tjenesten stadig er nødvendig, afgør den, der arbejder med den. Det er samme rollefordeling som i god tjenestestyring.
Hvorfor det kommer igen, hvis man kun rydder op
En opgørelse er et øjebliksbillede. Forbliver årsagen, er listen fuld igen om et år, og det er ikke en fiasko for oprydningen men det forudsigelige udfald.
Én ting gør forskellen: ventetiden på en anmodning. Så længe en person med en deadline skal vente fire uger på svar, bliver kreditkortet hurtigere. Det, vi ser organisationer, der holder styr på det, faktisk gøre:
- En kort vej til små ting. Under et bestemt beløb og uden personoplysninger: svar inden for en uge, én side, ingen indkøbsrunde. Den tunge vurdering gemmes til det, den hører til.
- En liste over det, der allerede er tilladt. Den, der kan slå op, at den ønskede tjeneste allerede er godkendt, behøver ikke at spørge og går i gang. Det er en gevinst for begge sider.
- Nej er tilladt, men med et alternativ. Et afslag uden erstatning er den direkte årsag til næste runde shadow IT. Det er ikke en trussel, det er det, der sker.
- Kig igen to gange om året. En halvårlig runde af de samme fire kilder koster en halv dag og holder listen retvisende.
En kategori vokser hurtigst og hører hjemme her af samme grund: AI-assistenter på private konti. Det er shadow IT i sin reneste form (intet abonnement, ingen faktura, intet spor), og fremgangsmåden er den samme: sørg for, at der findes en godkendt vej, før man forsøger at lukke den uønskede.
Spørgsmål, vi ofte får
Dem, der oftest dukker op, når emnet kommer på bordet.
Hvor meget shadow IT er normalt?
I en organisation på hundrede medarbejdere finder vi typisk et par dusin tjenester, der ikke står i fortegnelsen. Det lyder alarmerende og er det som regel ikke: det meste er en planlægger, et designværktøj eller en lille konverteringstjeneste uden personoplysninger. Spørgsmålet er ikke, hvor mange der er, men hvilke tre der indeholder data, der ikke hører hjemme dér. Uden en opgørelse kan man ikke skelne, og så bliver diskussionen et spørgsmål om fornemmelse.
Skal alt, hvad der findes, slukkes?
Nej, og hos os er det som regel den mindste kategori. De fleste tjenester er i orden og lå blot uden for overblikket; dem overtager man på en virksomhedskonto med en databehandleraftale. Nogle kan erstattes af noget, der allerede er med i licenserne, og så hører tilbuddet om at sætte det op med. Man slukker, hvor der ligger data, der ikke hører hjemme dér, og selv da med en dato og et alternativ, for ellers kommer det igen i en anden form.
Hvordan finder man ud af, hvad der kører, uden at købe et særskilt produkt?
Med fire kilder, virksomheden sandsynligvis allerede har. Identitetsudbyderen viser, hvilke tjenester folk logger ind på med arbejdskontoen. Firewallen ser, hvad der forbindes til. Bogholderiet viser små månedlige beløb på udlæg og kreditkort. Og en runde blandt teamlederne giver ofte mest, forudsat at det er klart, at et ærligt svar ikke giver problemer. Tilsammen dækker de fire det meste.
Hvem er ansvarlig for en tjeneste, en afdeling selv har købt?
Efter GDPR er virksomheden dataansvarlig, uanset hvem der trykkede på knappen. Det er netop derfor, »afdelingen gjorde det selv« ikke er et forsvar over for en tilsynsmyndighed eller en kunde. I praksis lægger vi ejerskabet hos den afdeling, der bruger tjenesten (de vurderer, om den stadig er nødvendig), og forvaltningen af adgang og kontrakt hos it. Begge dele på skrift, for en ejer, der ikke står noget sted, er ikke en ejer.
Hvor det hører hjemme hos os
De ydelser, emnet hører under.
Vil man vide, hvad der kører uden for overblikket?
En opgørelse på tværs af de fire kilder koster en halv dag og giver en liste, der er virksomhedens egen, selv om der ikke gøres mere ved den.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.