Få et tilbud
Akut hjælp Brancher Karriere Om os Videnbase Kontakt
Medarbejder ved et skrivebord på et åbent kontor, kolleger i baggrunden

Styring af enheder, man ikke ejer: BYOD i praksis

Næsten alle virksomheder har BYOD, uanset om de har en BYOD-politik. I det øjeblik nogen tilføjer sin arbejdsmail på sin egen telefon, ligger virksomhedens data på en enhed, man ikke ejer, ikke kan inspicere og ikke kan slette uden en samtale.

5 min. læsetid Skrevet af teamet i ITproposal
Kort svar

Næsten alle virksomheder har allerede BYOD; spørgsmålet er kun, om ordningen er bevidst eller tilfældig.

Styr data frem for enheden, for politik på applikationsniveau holder virksomhedens data under kontrol og lader telefonen være i fred.

Målestokken for hele ordningen er, hvad der sker på en medarbejders sidste dag.

De to fejlmønstre

Spørgsmålet er ikke, om det skal tillades. I de fleste virksomheder blev den beslutning truffet uformelt for flere år siden. Spørgsmålet er, om ordningen er bevidst eller tilfældig.

Virksomheder havner som regel et af to ubehagelige steder.

Fuld styring af private enheder. It tilmelder telefonen til samme styringsplatform som virksomhedens bærbare computere med de samme politikker. Det er teknisk rent og fejler socialt. Folk bliver irriterede, nogle nægter, og dem, der retter sig efter det, opdager, at en enhedssletning også betyder deres egne fotos. Efterlevelsen falder, omgåelser opstår, og man ender med mindre overblik end før.

Slet ingenting. Mail tilføjes af dem, der vil, uden vilkår. Der er ingen fortegnelse, ingen måde at fjerne adgang på, når nogen stopper, og intet svar, når en kunde spørger, hvordan virksomhedens data beskyttes på mobile enheder.

Den brugbare position ligger mellem de to, og den kommer af en enkelt omformulering: styr data, ikke enheden.

Styr data, ikke enheden

Moderne platforme gør det muligt at anvende politik på applikationen og de data, der ligger i den, frem for på hele telefonen. Virksomhedens mailapp kan kræve en PIN-kode, blokere kopiér og indsæt til private apps, forhindre, at vedhæftede filer gemmes i det lokale filsystem, og slettes uafhængigt af alt andet på enheden.

Personen beholder sin telefon. Virksomheden beholder kontrollen over sine data. Når personen stopper, fjernes virksomhedscontaineren, og de private fotos er urørte.

Forskellen har betydning både juridisk og praktisk. At kræve styringskontrol over en medarbejders private ejendom rejser spørgsmål om privatliv og proportionalitet, som politik på applikationsniveau stort set undgår. Det er også en meget lettere samtale.

Bestem, hvad BYOD må give adgang til

Ikke alle systemer behøver at være tilgængelige fra en privat enhed. Opdel systemerne i tre grupper, og skriv resultatet ned:

Fint på BYOD. Mail, kalender, chat, intranet. Høj bekvemmelighed, moderat følsomhed, godt dækket af kontrol på appniveau.

Kun på vilkår. Dokumentarkiver, CRM, fagsystemer. Tilgængelige, men kun gennem styrede apps med containerpolitikkerne håndhævet og kun på en enhed, der opfylder mindstekrav.

Kun virksomhedens enheder. Administrative konsoller, økonomisystemer, alt hvor et kompromis ville være alvorligt. Lav ikke undtagelser af bekvemmelighed her; administrativ adgang fra en ustyret privat telefon river meget andet arbejde ned.

Minimumsvilkår, der er værd at kræve

Selv i den letteste ordning er nogle vilkår rimelige og kan håndhæves gennem appens politik frem for kontrol med enheden:

  • Skærmlås på enheden
  • En operativsystemversion, der stadig får sikkerhedsopdateringer
  • Ikke jailbroken eller rootet
  • PIN-kode eller biometri på virksomhedens appcontainer
  • Mulighed for, at virksomheden kan fjerne virksomhedscontaineren eksternt

Det sidste punkt bør stå eksplicit i politikken, i et klart sprog, så ingen overraskes af det senere.

Skriv ned, hvad man kan og ikke kan se

Det er den del, der afgør, om folk har tillid til ordningen. Det meste modstand mod BYOD kommer af en berettiget mistanke om, at virksomheden kan se mere, end den siger.

Skriv det ned, i et sprog en ikke-tekniker kan læse: hvad virksomheden kan se (typisk enhedsmodel, operativsystemversion og om virksomhedscontaineren er til stede og overholder kravene), hvad den ikke kan se (private apps, fotos, beskeder, browsing, placering), og hvad der sker, når nogen stopper eller mister enheden.

Et dokument på én side, der siger det klart, fjerner det meste af indvendingerne, og det tvinger også til at kontrollere, at det, man påstår, faktisk gælder for den konfiguration, der blev udrullet.

Samtalen om omkostninger

BYOD introduceres ofte som en besparelse. Det er det delvist, og delvist ikke. Man sparer på hardware. Man bruger penge på licenser til styringsplatformen, på support til et bredere udvalg af enheder og operativsystemversioner og på de supportopkald, der følger af, at folk bruger enheder, man ikke selv har valgt.

Der er også en retfærdighedsdimension. Hvis en privat telefon reelt er nødvendig for at udføre jobbet, bidrager nogle virksomheder til udgiften eller abonnementet. Det er en politisk beslutning snarere end en teknisk, men den er værd at træffe bevidst frem for ved undladelse.

Fratrædelse er den egentlige prøve

Målestokken for en BYOD-ordning er, hvad der sker på en medarbejders sidste dag. Kan virksomhedens data fjernes fra den private telefon med én handling, kan det bekræftes, at det skete, og forbliver alt privat urørt, så virker ordningen.

Er det ærlige svar »vi beder dem slette appen«, har man ikke BYOD. Så har man data på enheder, man ikke har noget forhold til, og det er netop den situation, politikken skulle forhindre.

Sådan kommer man i gang, hvor man står

Er BYOD i virksomheden uformelt i dag, kræves der ikke et projekt for at rette op. Tre skridt tager en langt hen ad vejen:

  1. Find ud af, hvilke private enheder der i dag har virksomhedens mail. Identitetsudbyderen ved det.
  2. Slå beskyttelse på appniveau til for virksomhedens apps, og giv folk en frist til at overholde den.
  3. Skriv politikken på én side, inklusive hvad man kan og ikke kan se, og send den til alle.

Det er en uges arbejde, ikke et kvartal. Det, det giver, er forskellen mellem en ordning, man valgte, og en, der bare opstod.

Ofte stillede spørgsmål

Spørgsmål, vi ofte får

Dem, der oftest dukker op, når emnet kommer på bordet.

Kan medarbejdere pålægges at bruge deres egen telefon til arbejde?

Det er først et ansættelsesretligt spørgsmål og dernæst et teknisk, og svaret afhænger af land og kontrakt. Hvor en privat enhed reelt er nødvendig for at udføre jobbet, bidrager nogle virksomheder til udgiften. Det bør afgøres bevidst frem for ved undladelse.

Kan en medarbejders private telefon slettes?

Det bør ikke være nødvendigt. Styring på applikationsniveau gør det muligt at fjerne virksomhedscontaineren og lade alt privat være urørt, og det er den ordning, der bør tilstræbes. En fuld enhedssletning af privat ejendom er der, hvor konflikterne starter.

Hvad med dem, der nægter at installere noget?

Giv dem en vej, der ikke kræver det: adgang kun via browser eller en virksomhedsenhed til roller, der reelt har brug for mobilitet. Nægtelse handler som regel om tillid frem for om appen, og derfor er det umagen værd at skrive ned, hvad virksomheden kan og ikke kan se.

Sparer BYOD faktisk penge?

Delvist. Man sparer på hardware og bruger penge på styringslicenser, på support til et bredere udvalg af enheder og på de supportopkald, der følger af hardware, man ikke selv har valgt. Det er en afvejning, ikke en besparelse.

Relaterede ydelser

Hvor det hører hjemme hos os

De ydelser, emnet hører under.

Ved man, hvilke private telefoner har virksomhedens mail?

Identitetsudbyderen ved det allerede. Vi gør det til en liste plus en politik på én side, der siger, hvad man kan og ikke kan se. Omkring en uge i forløbstid, hvoraf det meste er at vente på, at folk efterlever den.

Praktisk IT-viden i din indbakke

Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.

Vi bruger din adresse kun til nyhedsbrevet. Se vores privatlivspolitik.

Tilbud Ring