
AI i virksomheder: rettigheder først, licenser bagefter
Om medarbejderne bruger AI i virksomheder, er ikke længere spørgsmålet. De gør det allerede, som regel på en privat konto. Spørgsmålet er, hvilket værktøj man slår til, hvad der sker med data, og hvad assistenten må se. Det sidste er dér, det går galt.
AI er allerede på skrivebordene. Ikke fordi man har rullet det ud, men fordi folk åbner det i en browserfane på en privat konto. Det er den mest risikable udgave, der findes: ingen kontrakt, ingen indsigt og virksomhedens tekst, der ender et sted, man ikke kan pege på.
Den skelnen, der betyder noget, er ikke, hvilken leverandør man vælger, men om man er på erhvervsniveauet eller forbrugerniveauet. En erhvervsaftale siger, hvem der ejer det indtastede, om der trænes på det, og hvor det behandles. En gratis konto siger intet af det.
Det egentlige arbejde er ikke licensen, men rettighederne. En assistent, der søger i egne filer, viser det, brugeren allerede kunne åbne. Hvis SharePoint står vidt åben, gør AI det synligt med én forespørgsel.
Det, der allerede kører uden, at man har slået det til
I næsten enhver organisation, hvor denne samtale begynder, viser AI sig allerede at være i brug. Ikke rullet ud, ikke diskuteret, bare åbnet. Nogen indsætter et klagebrev i et chatvindue for at få et høfligt svar ud af det. Nogen får et tilbud opsummeret. Nogen beder om en regnearksformel og indsætter tre kolonner med rigtig omsætning ved siden af.
Det sker ikke af trods. Det sker, fordi det virker, og fordi intet er aftalt. Tilbyder man intet valg, får man det valg, folk træffer selv, og det er næsten altid den gratis udgave af det, de bruger derhjemme.
I den forstand er det samme problem som skygge-IT: værktøj, der leverer værdi og ligger uden for ens udsyn. Forskellen er, at intet her deles som en fil (tekst bliver skrevet), så der er intet spor, man kan finde bagefter.
Pointen er, at spørgsmålet ikke er, om man tillader AI. I praksis er den beslutning allerede truffet. Spørgsmålet er, om det ligger inden for eller uden for ens aftaler.
Hvor data ender
Der er én skelnen, der betyder mere end nogen anden, og den går ikke mellem leverandører, men lige gennem hver leverandør: forbrugerniveauet og erhvervsniveauet er forskellige produkter på forskellige vilkår.
På en forbrugerkonto er tjenesten gratis eller billig, fordi man ikke er kunden, men brugeren. Vilkårene tillader, at det indtastede bruges til at forbedre modellen, medmindre man selv slår det fra. Der er ingen databehandleraftale, så efter GDPR har man ingen aftale, der dækker de personoplysninger, der havner i den. Og man har ingen indsigt i, hvem hos leverandøren der kan nå dem.
En erhvervsaftale (hvad enten den er med Microsoft, Google, OpenAI eller Anthropic) dækker de ting. Det, man selv bør læse, før man skriver under:
- Trænes der på det indtastede? På erhvervsabonnementer er svaret som standard nej, men det formuleres forskelligt pr. produkt, og det er den første sætning, man vil kunne finde igen.
- Er der en databehandleraftale? Uden en kan man ikke dokumentere, hvad der sker med personoplysninger, og det er netop det, en tilsynsmyndighed beder om.
- Hvor behandles det? Nogle leverandører tilbyder behandling inden for EU, andre gør ikke eller kun på et dyrere niveau. Det er den samme afvejning som under sovereign cloud, og svaret her er sjældent sort eller hvidt.
- Hvor længe gemmes det? Samtaler opbevares som regel i en periode til opdagelse af misbrug. Det kan forsvares; ikke at vide, hvor længe, kan ikke.
Det, vi ser, at organisationer, der håndterer det godt, faktisk gør, er ikke kompliceret: slå én erhvervsleverandør til, betal for den og bloker forbrugerudgaverne på arbejdskontoen. Det koster en licens og fjerner det meste af risikoen.
Assistenten læser det, brugeren allerede kunne læse
Det er den del, der ikke kommer op i salgssamtalen, og som forsinker de fleste udrulninger.
En assistent, der søger i egne filer (Copilot i Microsoft 365, Gemini i Google Workspace eller en anden connector over dokumenterne), arbejder inden for rettighederne hos den, der stiller spørgsmålet. Den opfinder ingen adgang. Det lyder betryggende, og det er det ikke, for det betyder, at den viser præcis, hvilke rettigheder i miljøet der er for brede.
I praksis går det sådan. Et SharePoint-site blev oprettet for år tilbage til et projekt og sat til »alle i organisationen«, fordi det var hurtigere. Siden har det rummet mappen med lønoplysninger eller rapporten om en omorganisering, der aldrig blev til noget. Ingen fandt den, fordi ingen ledte. Så kommer en assistent, der kan søge i alt på én gang, og nogen stiller et spørgsmål, som det dokument tilfældigvis er det bedste svar på.
Der gik intet galt med AI’en. Det, der gik galt, skete år tidligere. Men det dukker op den dag, assistenten slås til, og så hedder det AI-projektet.
Det, der hjælper, i denne rækkefølge:
- Se først på, hvad der er åbent. Hvilke sites og mapper der står på hele organisationen eller på et delbart link uden udløb. Det er en rapport, man kan have på en dag.
- Ryd op i det værste, før man ruller ud, ikke bagefter. Rydder man op bagefter, har indholdet allerede været ude.
- Sæt følsomme steder uden for rækkevidde med mærkater eller ved at udelukke assistenten fra dem. Enhver seriøs leverandør har en kontrol til det.
- Begynd med en gruppe på ti til tyve personer. Det, de rammer først, ville ellers dukke op for alle på én gang.
Det er det samme arbejde som identitetslaget i zero trust, og det er derfor, vi sjældent behandler en AI-udrulning som et licensspørgsmål.
Hvilken leverandør, og hvorfor det betyder mindre, end man tror
Ingen leverandør vinder på alle punkter, og i de fleste tilfælde afgøres valget ikke af modellen, men af, hvor dokumenterne allerede ligger.
Hvis alt ligger i Microsoft 365, er Copilot den korteste vej: den sidder i de programmer, folk allerede åbner, den arbejder inden for de eksisterende rettigheder, og der er intet ekstra at koble på. Arbejder man i Google Workspace, gælder det samme for Gemini. Det er ikke en dom over kvalitet, det er en dom over friktion: en assistent, der bor i en separat fane, bliver ubrugt halvdelen af tiden.
Så er der kategorien, der står for sig selv ved siden af kontorpakken: ChatGPT og Claude i deres erhvervsudgaver. De er stærke til arbejde, der mest er tekst og ræsonnement (at udarbejde et udkast, holde et langt udbud op mod en kravspecifikation, gennemgå et stykke kode) og svagere til at kigge ind i egne dokumenter, medmindre man udtrykkeligt kobler dem på.
Det, vi oftest ser virke i praksis, er en kombination, og det er ikke et svagt kompromis. Assistenten inde i kontorpakken til det daglige arbejde og én fritstående til dem, der læner sig tungt op ad den. To licenser er billigere end en udrulning, ingen bruger.
Det, vi fraråder, er at udskyde valget, til der er en vinder. Der kommer ingen, og i mellemtiden bruger folk den gratis udgave.
Hvad aftalerne skal sige
Siden EU’s AI-forordning er der også en formel side af det, og den er mindre, end overskriften antyder. Forordningen er rettet mest mod dem, der bygger AI-systemer, og mod højrisikoanvendelser; en medarbejder, der bruger en assistent til at skrive en mail, falder ikke ind under den.
Én forpligtelse rammer alle, der tager AI i brug: man skal sikre, at de folk, der arbejder med det, ved nok om det til at bruge det fornuftigt. Det er ikke et certifikat, det er forklaring: hvad det kan og ikke kan, og hvad man ikke putter ind i det. Det har gjaldt siden begyndelsen af 2025.
Ud over det er de fleste af de spørgsmål, man får, simpelthen GDPR. Personoplysninger, der indtastes i en assistent, er stadig personoplysninger, og retsgrundlaget, opbevaringsperioden og databehandleraftalen gælder stadig.
En brugbar AI-politik fylder én side og besvarer fem spørgsmål:
- Hvilke værktøjer er tilladt. Ved navn, med erhvervsniveauet angivet, for »AI er fint« er ikke en aftale.
- Hvad kommer ikke ind i dem. Personoplysninger om kunder eller kolleger, helbredsoplysninger, adgangskoder samt kildekode eller kontrakter under en fortrolighedsklausul.
- Hvem har stadig ansvaret. Det, assistenten producerer, er et udkast. Den, der sender det, er forfatteren.
- Hvor må det ikke afgøre. Alt om mennesker (ansøgninger, medarbejdersamtaler, sagsakter) bør ikke komme ud af en model uden, at nogen kigger på det.
- Hvor henvender man sig med et spørgsmål. Uden den adresse bliver politikken ignoreret og ikke slået op.
Den ene side er mere værd end et omfattende regelsæt, ingen læser, og den kan skrives på en eftermiddag.
Spørgsmål, vi får om emnet
De spørgsmål, der oftest dukker op, når emnet er på bordet.
Træner leverandøren på det, vi indtaster?
På erhvervsabonnementer er svaret som standard nej, og på forbrugerkonti er det som standard ja, medmindre brugeren slår det fra. Den forskel er hovedgrunden til at betale for et erhvervsniveau og blokere de gratis udgaver på arbejdskontoen. Alle leverandører formulerer det forskelligt i vilkårene, så læs den sætning selv én gang i stedet for at stole på det, sælgeren siger. Og notér, hvad man fandt, for det er det bevis, en revisor vil se.
Kan Copilot nå dokumenter, nogen ikke må se?
Nej. En assistent, der arbejder over egne filer, bliver inden for rettighederne hos den bruger, der stiller spørgsmålet. Problemet er, at de rettigheder i de fleste miljøer er bredere, end nogen tror: sites sat til hele organisationen, delbare links uden udløb, mapper fra projekter for år tilbage. Assistenten gør det synligt; den forårsager det ikke. Derfor ser vi først på rettigheder og dernæst på udrulningen.
Skal vi vælge én leverandør, eller kan vi køre flere?
Flere er tilladt og fungerer ofte bedre. Assistenten inde i kontorpakken har den fordel, at den når dokumenterne, og at folk møder den uden at åbne et andet program. En fritstående assistent er stærkere til arbejde, der mest er skrivning og ræsonnement. Det, man ikke vil have, er ti forskellige, hver med sin egen konto og sine egne vilkår. To, man har valgt bevidst, er en beslutning; ti, der er opstået af sig selv, er skygge-IT.
Hvad siger AI-forordningen om almindelig kontorbrug?
Mindre, end de fleste tror. Forordningen er rettet mest mod dem, der bringer AI-systemer på markedet, og mod højrisikoanvendelser, for eksempel i sundhedsvæsenet eller ved rekruttering. En medarbejder, der får en assistent til at skrive en mail, falder ikke ind under det. Det, der gælder for alle, er, at man skal sørge for, at ens folk forstår nok om AI til at bruge det fornuftigt. Det er et spørgsmål om forklaring, ikke om et kursus med et diplom.
Hvor det hører hjemme hos os
De ydelser, emnet hører under.
Vil man vide, hvad en assistent ville finde hos jer?
Et overblik over det, der er åbent for hele organisationen, tager en dag at lave, og det er nyttigt, uanset om man går videre med AI.
Praktisk IT-viden i din indbakke
Nye guides om drift, sikkerhed og arbejdspladser, skrevet af de folk, der laver arbejdet. Ingen salgssnak, og du afmelder dig med ét klik.